mester Blinde ikke gav sig til at hilse paa nogen Tater, som kom forbi ham om Natten.
Jeg saa forbløffet paa ham.
— Hilse —
— Javist, fortsatte han og nu var han virkelig for en Gangs Skyld lidt ivrig, Forstmester Blinde har faaet det dræbende Slag, idet han hilste paa nogen.
— Hvorledes tør De paastaa det?
— Forskjellige Omstændigheder tyder bestemt derpaa. Husker De Hatten? Den laa etpar Skridt fra Liget. Hatten var ganske uskadt og dog har Blinde faaet det dræbende Slag i Baghovedet. Hvis Hatten i det Øieblik havde været paa hans Hoved, saa vilde ogsaa Hatten ha fremvist Mærke efter det forfærdelige Slag. Men han har holdt Hatten i Haanden, han har hilst.
— Hvem har han hilst paa?
— Paa Morderen, svarede Asbjørn Krag, og idetsamme har Morderen slaaet til ham.
— Det De der siger virker forbløffende, svarede jeg efter en Stunds Betænkning, meget muligt, at De har Ret.
— Jeg har Ret. Med andre Ord: Morderen har været en Bekjendt af Forstmesteren. Han har været en af de Fiender, som Blinde talte om før han forlod Gjærnæs hin Aften.
Det var første Gang jeg af Asbjørn Krags Snak kunde mærke, at han tænkte paa Dramaet
