Jeg gik hurtig langs Stranden for at naa i
Betids hjem til min Hytte. Det slog mig, hvor
den laa ensomt derude. Jeg havde aldrig følt
det saadan før og jeg angret paa, at jeg
ikke havde sørget for et andet Hus. Da jeg
lukket Døren efter mig, randt Regnet nedover
Ruderne.
Man kan forstaa, at der ikke kunde være tale om Søvn for mig efter alt, hvad jeg havde hørt og oplevet. Jeg stængte Døren, trak Gardinerne sammen foran Vinduerne og tændte et Lys. Jeg forsøgte at læse i en Bog jeg havde og læste lange Stykker op igjen og op igjen, uden at forstaa, hvad jeg læste. Jeg kunde ikke samle Tankerne. Tilslut lagde jeg Bogen væk, lukket Øinene og gjentog halvhøit for mig selv den sidste Sætning, Asbjørn Krag havde sagt: Fældet, jasaa. Saa mener De det....
Jeg faldt lidt efter lidt sammen, døset hen, jeg mærket, hvordan Regnet stilnet og tilslut holdt op, om et Minut eller to vilde jeg ha sovnet, men saa blev jeg med et lysvaagen ved at høre, at der blev banket haardt paa min Dør.
Det banket paa Døren.
Min første Tanke var: Døren er laaset; det er godt. Det banket igjen.
— Hvem er det? raabte jeg.
Intet Svar. Jeg kunde tælle mit Hjertes Slag, saa kraftig slog det. Det var jo taabeligt af mig at være bange, men kanske faldt Angsten
