saa let over mig, fordi jeg netop var gledet ud af Slummeren.
Men saa banket det igjen mod Døren med haarde, knoklede Knoer. Det var en ubeskrivelig Følelse at vide, at i Mørket derudenfor stod nogen. Hvem i alverden kunde det være?
Jeg spurgte igjen, raabte saa høit jeg formaaede. Langt om længe kom Svaret, men jeg opfattet det ikke; det var en lav, skjægget Stemme.
— Hvem er det?
— Luk op, svaredes der.
Det var Detektiven. Jeg vred Nøglen om og slog Døren op paa vid Væg. Ude i Skumringen stod han. Han hilste ironisk med Hatten dybt mod Marken, saa hans blanke Isse skinnet i Mørket.
— Dem? spurgte jeg forbauset, kommer De saa sent?
— Ja, svarede han, Klokken er et. Skræmte jeg Dem?
— Paa ingen Maade.
— Aa, tilstaa bare. Sov De?
— Nei.
— Hvorfor har De ikke lagt Dem?
Jeg troede han holdt mig for Nar, jeg blev sint, men, uden at afvente mit Svar, skyndte Detektiven sig at si:
— Jeg haaber De undskylder. Men jeg kommer i et vigtigt Anliggende.
