Side:Riverton,Stein-Morderen fra morket-1914.djvu/107

Denne siden er korrekturlest
101

drøm, hvori han syntes at skimte en skare ansigter, som trængtes omkring ham i en langsomt svævende hvirvel; nu og da gled han igjen ind i virkeligheten og opfanget da et syn av sit eget værelse og de røde tapeter og møblerne som stod aldeles stille. Men bestandig, enten han var i drømmen eller virkeligheten, syntes han at høre en susen av stemmer omkring sig. Kanske kom denne fornemmelse bare av den lyd som lampens brænden utsendte. Det var en gaadefuld mumlen av en mængde røster, et drys av klare og mørke, av leende og sørgmodige stemmer, som faldt indover ham. I et bevisst øieblik saa han sig selv sittende i stolen og i skjorteærmene. Han hadde altsaa uten selv at vite av det trukket trøien av sig. Han sat i gyngestolen igjen. Dens gyngen og dens regelmæssige knirk mot gulvet indgav ham forestillingen om at han laa i en stor vugge og vuggedes –

Saa kom doktoren ind gjennem vinduet, doktor Flodin. Den kolde blæst som strømmet ind ved at vinduet aapnedes, bevæget det hvite gardin og fik det til at bue sig og glimre som et eventyrlig og snehvitt seil og frem under dette seil kom morderen som en hemmelighetsfuld reisende ute fra gaadefulde og mørke avstande. Det var likesom hans av rødt haar omflagrede ansigt, hvori et underlig smil blottet smukke og glinsende tænder, med den kolde luftstrøm langsomt gled ind i værelset til det fæstnet sig ovenpaa en skygge som litt efter litt blev til skuldre, krop, ben og arme og antok en menneskelig skikkelse og bøiet sig over kapteinen.