– Men De fortalte dog adskillige ting, som kunde
ha interesse for lensmanden i hans arbeide. Selv om
det umuligt kan ha den betydning, som De mener.
Der var noget om et vindu –
Kapteinen svarte undvikende.
– De bør ikke hefte Dem ved, hvad jeg sa den nat. Jeg var ophidset og nervøs og selve begivenheten hadde git mig et voldsomt chock. Det var sikkert usammenhængende og meningsløst alt, hvad jeg fremkom med. Jeg husker forresten ikke nu længer, hvad jeg sa ved den leilighet.
– Det forekommer dog at ha adskillig interesse –
– Derimot, fortsatte kapteinen, husker jeg godt med hvilken besynderlig tvil De mottok min forklaring. Jeg vil ikke atter igjen av et nyt menneske resikere det smil og den medlidende skuldertrækning.
– Kjære Dem, forsøkte lægen, det var ikke min mening at –
– Det kan ogsaa være det samme, avbrøt kapteinen, som hele tiden bare hadde villet komme fra den anden, men hvis jeg skal resikere den slags ting, da foretrækker jeg at holde mig skjult. Jeg har jo heller ikke nogen direkte interesse av i dette tilfælde at gaa retfærdighetens erender. Det kan iallefald ikke bringe min ven tilbake til dette liv. Og selv om jeg kunde, saa vilde jeg ikke. Hvorfor skal man forstyrre et menneske, naar det endelig har faat ro. Jeg synes man skulde la morderen løpe, hvem det saa er. Hvad skal det tjene til at jage saadan omkring. –
– De har nogen underlige ideer, sa lægen.
