– Vil De saa levere ham mit visitkort, sa den
fremmede, idet han begyndte at rote omkring i sin
tegnebok . . . Da han endelig fandt frem kortet, smilte han
paa en saadan besynderlig maate.
– Værsgod, sa han.
Maria tok kortet og da hun hadde set det, utbrøt hun forbauset:
– Men der staar jo slet ikke noget navn paa det.
– Jovist, svarte den fremmede og pekte, dér.
Maria saa nu nøie efter og fandt et bokstav paa kortet. Et X.
– X, mumlet Maria, det var et underlig navn, er det Dem?
Den fremmede nikket og pekte med fingeren paa sin bryst.
– Det er mig, sa han.
Maria saa litt ængstelig paa manden før hun gik ind med kortet. Hun syntes det var en merkelig fyr. Han hadde en maate at se paa, som gjorde hende litt uhyggelig tilmode. Naar han bak de sortrammede brilleglas klemte øienlaakene sammen, mindet de om knivskaar.
Jo, kapteinen tok imot. Før den fremmede straks ind, hadde han sagt. Og han hadde til og med blit bevæget ved at se kortet.
Da den fremmede traadte ind til ham, stod kapteinen henne ved kaminen – i den mørkeste del av stuen. Han ventet til den fremmede var kommet midt i værelset, saa lyset fra vinduerne kunde skinne mot hans ansigt, før kapteinen gik hen til ham.
