av vinduerne. Og da den anden i det samme vendte sig omkring, fik den fremmede utenfor anledning til at se hans ansigt. Dette rødmussede og sterkt markerte ansigt tilhører en mand paa henimot de femti. Han har et busket graasprængt ansigt, der likesom hænger i laser utover hans læber. Foran hans øine sitter en lorgnet, som lysskjæret svømmer omkring i. Hans ansigt faar derved et fremmedartet og fantastisk utseende. Tiltrods for at det er en svær og kraftig mand, er der noget nervøst og urolig over ham. Apotekeren kalder ham avvekslende »kaptein« og »min kjære Nylander«.
De to er midt inde i samtalen.
– Jeg kan ikke handle anderledes, sier apotekeren, jeg kan ikke gjøre det for min samvittighets skyld og heller ikke av hensyn til de andre. Jeg har i denne sak et stort ansvar.
– Men det er menneskelig at være overbærende, svarer manden med det buskede overskjeg, og man kommer ikke længst med at vise hjerteløshet. Du gjør ikke alene hans stakkars kone ulykkelig, foruten ham selv naturligvis, men tænk paa hans uskyldige barn.
Apotekeren slog beklagende ut med hænderne.
– Tja, hvad skal jeg gjøre, sa han, hvad vilde for eksempel du gjøre i mit sted?
– Jeg vilde gjøre alt for at redde ham.
Apotekeren smilte irritert.
– Naa, saa gjør det da, sa han, det koster foreløbig tyve tusen kroner. Har du dem?
– Du vet meget godt at jeg ikke har dem.
