– Han synes det er saa synd, at kapteinen skal
være plaget av søvnløshet, og det synes rigtignok jeg
ogsaa. Han er ogsaa av den mening, at kapteinen
ikke bør sove saa meget i den stolen; men heller gaa
ordentlig tilsengs som igaaraftes. Jeg er sikker paa,
at kapteinen har sovet godt inat.
– Jeg har sovet udmerket, Maria, svarte kapteinen.
– Hr. X mener, at man faar onde drømme av at sove i den stolen, fortsatte Maria, da jeg fortalte ham om den forfærdelige natten, blev han ganske forskrækket.
– Hvilken nat har De fortalt ham om, Maria?
– Om den frygtelige natten, da apotekeren blev slaat ihjel. Jeg glemmer aldrig den stund, da jeg vækket kapteinen, og De stirret tvers igjennem mig og likesom saa noget langt borte og sa, at der var blod paa telegrammet. Men der fandtes jo ikke et telegram i hele værelset. Det var frygtelig.
– Har De fortalt ham dette, Maria?
Maria blev taus en stund. Saa sa hun forvirret:
– Det husker jeg ikke. Kanske . . .
– Og hvad sa han til det?
– Det husker jeg heller ikke, svarte Maria endnu mere forvirret, men det forekommer mig, at han sa noget saadant som at kapteinen er syk og at han trænger hvile.
Da kapteinen efter at ha klædt sig paa kom ind i dagligstuen, fandt han detektiven beskjæftiget med et besynderlig foretagende. Kapteinen kom meget stille ind ad døren, og da der var tykke tepper paa gulvene
