– Ja, saa kan man sagtens prate. Saan er det
bestandig med de mennesker som selv ingen værdier
har at stille i marken. Ganske vist kunde jeg reise
disse tyve tusen kroner. Men hvilket ansvar vilde jeg
ikke da paadra mig. Jeg kunde dø imorgen og saa
stod min familie der hjælpeløs og uten penger. Og
hvorfor? Jo, fordi jeg hadde git min opsparte kapital
til en svindler og forfalsker. Er der mening i slikt?
– Nu er du ikke rigtig morsom længer, sa kapteinen uvillig, du ser alt sort i sort. Der maa da kunne findes en anden utvei. En mellemvei.
Apotekeren la den flate haand med vegt paa disken.
– For mig eksisterer der ingen anden vei end pligtens, svarte han. Jeg er kontrollør i banken. Jeg har opdaget falsknerierne. Hvis jeg ikke melder av, saa blir jeg selv sittende med ansvaret. Og desforuten vil jeg ha vist mig den tillid uværdig, som mine venner har til mig. Tro mig, kjære ven, jeg har tænkt frem og tilbake paa denne sak. Den har allerede kostet mig søvnløse nætter. Men jeg har ikke kunnet se nogen utvei. Jeg har ikke kunnet strække mig længer,
– Hvor langt har du da strukket dig? spurte kapteinen bittert.
– Jeg har git ham en frist paa otte dager, svarte apotekeren. Det er allerede en ulovlig handling fra min side. Men jeg er jo ikke noget saadant umenneske, som du tror. Og jeg synes virkelig hjertelig synd paa manden.
– Naar utløper saa denne frist?
– Det er endnu tre dager til. Fredag klokken to
