Nogen sat i den. Men han kunde ikke se, hvem det var for stolens brede og høie ryg var vendt mot ham.
Han lukket døren igjen efter sig med en viss kraft. Det klang i laasen. Han blev staaende og se ret frem mot gyngestolen; han bøiet brystet ut, saa det hævet sig op mot hans ansigt som en bølge og idet denne bølge sank sammen igjen, utgik der fra hans strupe en lyd, som kunde være en saar og besværet hosten. Derhenne i halvmørket bevæget gyngestolen sig fremdeles.
– Er De der, doktor Flodin, sa kapteinen, jeg trodde De var død.
Mennesket i stolen svarte ikke. Men stolen vedblev at bevæge sig, langsomt og regelmæssig.
Kapteinen gik et skridt nærmere. Og nu saa han over stolens rygstød noget lyst og likesom svævende. Det var et menneskes blanke og haarløse isse.
Og nu stansedes stolens vuggen, og mennesket, som hadde sittet i den, steg op av den.
Det var ikke doktor Flodin.
Det var X.
Men besynderlig nok var ikke kapteinen forundret over detektivens pludselige tilsynekomst. Det var likesom han hadde tapt evnen til at bli overrasket og forundret; som om han allerede vandret i en taaket og graa verden, hvor alt som hændte foregik bak lysdæmpende slør og hvor intet tydelig kunde høres eller sees.
Detektiven smilte saa besynderlig mot ham.
– Trodde De virkelig det var doktor Flodin? spurte han.
