Saa vækket han ham ved at ruske voldsomt i ham:
– Skynd Dem. Staa op, sa han, noget er hændt.
Den heftige og mørke klang i hans stemme røbet en nær fare. Som om der skulde være ildebrand i huset eller som om en fiende som man maatte flygte for, var i anmarsj.
Kapteinen var noget forvildet til at begynde med. Men saasnart han var kommet helt ut av søvnen og hadde set litt paa den andens alvorlige ansigt, sa han:
– Jeg vet, hvad der er skedd. De har fundet dolken.
– Ja, svarte den anden. Morderen er endelig fundet! Behøver jeg at fortælle Dem, hvem det er?
Kapteinen skjulte ansigtet i sine hænder.
– Nei, svarte han, jeg har anet det siden igaar. Det var likesom Deres mistanke utstraalte fra Deres øine og vækket tillive i mig en erindring . . .
X trak en lang spids dolk op av lommen.
– Jeg kan endnu se spor av blod paa den, sa han.
– Hvor har De fundet den henne? spurte kapteinen.
– I haven, svarte X, nedstukket i jorden.
– Jovist, jovist, husket kapteinen, idet han pludselig blev uhyggelig ivrig, ved den store ek, dypt nedstukket saa bare det øverste av haandgrepets messing kunde sees.
Hans øine stirret forvildet frem mot den andens ansigt. Alt i et gjentok han:
– Jovist . . . Nu husker jeg det . . . nu husker jeg det –
– Der har været folk i apoteket inat igjen, fortsatte X idet han hele tiden fulgte den andens bevægelser. 10 – Morderen fra mørket.
