han likesom lurende saa paa apotekeren, jeg trænger noget mere idag.
Apotekeren saa usikkert paa ham.
– Jeg kan ikke, sa han.
– Jo, svarte den anden bestemt, selvfølgelig kan du.
– Dette gaar galt tilslut. Du bør være forsigtig. Jeg kan se paa dig, at du i det sidste halvaar har forandret dig meget.
– Du er nok i dit hyggelige hjørne idag, svarte den anden bistert og samtidig gik der en trækning over hans ansigt, som varslet et begyndende raseri. Dette saa apotekeren og han fik med en gang hastverk, som om han var bange for at den anden skulde bruse op. Naajaja, mumlet han, for denne ene gang. Men det sier jeg dig. Det er for denne gang.
– Det sier du hver gang. Men du kan godt spare dig din passiar. Jeg er istand til at love det.
Apotekeren brummet av ærgrelse og begyndte med smeld og larm at skyve nogen skuffer ut og ind. Men i det samme blev han opmerksom paa, at han jo hadde glemt at sætte lemmer for to av vinduerne.
– Død og plage, utbrød han, det var da forskrækkelig, her kan jo folk staa og se ret ind i apoteket. Jeg maa sætte lemmene paa først.
En efter en bar han de store bredder utenfor. Den anden saa til halvt sløvt og interesseløst. Fordi han ikke hadde noget at beskjæftige sig med, la han merke til hvordan apotekeren fæstet lemmerne til vinduerne. De hadde hængsler utenpaa. Men til yderligere sikkerhet førtes en jernstang gjennem lemmen og vindues-
