Side:Riverton,Stein-Morderen fra morket-1914.djvu/35

Denne siden er godkjent
29


fornemmelse, som igjen fik angsten til at gjennemisne ham: Han syntes han trak i noget levende, i en lang haand, som tilhørte et menneske. Og han ventet at se en skikkelse stige ut fra væggens sønderrevne tapeter. Samlende alle sine kræfter fik han endelig ledningstraaden revet over. Den faldt med jernkroker og kontakter klirrende ned paa gulvet. Da han vendte sig mot døren for at gaa ind i det første værelse, var han meget blek. I fliken mellem portiererne syntes han at noget bevæget sig derinde. Og da han kom ind i værelset, saa han, at gyngestolen, som han nylig var steget op av, endnu vugget. Vinterdagens skumring hadde nu seget ind i værelset, og dypt inde i denne skumring vugget den tomme gyngestol op og ned, som om nogen sat i den.

– Det er som om nogen sitter i den, tænkte han.

Men pludselig kom han til besindelse.

– Vogt dig nu, sa han til sig selv, idet han knyttet hænderne, vogt dig nu.

Og saa gik han med faste skridt hen til et skatol, som stod mellem de to vinduer. Han aapnet en skuffe og trak frem en liten giftmerket flaske og en tynd sprøite av glas. Efterat ha fyldt den lille sprøite, blottet han armen og førte sprøitens tynde spids under huden. Det hældende dagslys fra vinduet faldt indover hans ansigt. Og dette ansigt uttrykte da intet andet end den sørgmodige forstemthet, som er egen for kokainisten, naar han søker ro i det uundværlige.