apotekeren, som om han ikke hadde hørt den andens bemerkning. Da han saa efterpaa kom ind til mig, var han i en underlig ophidset sindsstemning. Det var næsten som om han var halvt forstyrret. Nu forstaar jeg jo, at han allerede da omgikkes med disse fortvilede planer om at bringe det hele til avslutning. Men han bebreidet mig ikke noget, det forsikrer jeg dig, han hadde ikke et eneste bebreidende ord. Tvertimot.
– Tvertimot? spurte kapteinen og smilte bittert.
– Ja, han gav mig fuldstændig ret. Jeg husker endnu ord til andet, hvad han sa. De gjør bare Deres pligt, hr. apoteker, sa han, men saa tilla han rigtignok, at der ikke findes noget frygteligere, end i de vigtige stunder av ens liv at støte hodet mot dette uryggelige berg av pligt. Kjære dig, min ven, jeg glemmer aldrig hans ansigt i det øieblik og de magre og dirrende hænder, som han forsøkte at skjule det med. Jeg forstaar det saa godt, sa han. De har al retten og jeg har uretten. Men jeg har ogsaa al ulykken, hele den forfærdelige ulykke, og allikevel veier den ikke noget mot retten.
Apotekeren saa paa sin haand.
– Hvorfor ser du paa din haand? spurte kapteinen.
– Jeg synes endnu, jeg kjender den ulykkeliges klamme grep om mine haandled, svarte apotekeren. Det er likesom jeg endnu har kulden fra fingrene i huden.
– Grep han fat i dig?
– Han fik et uhyggelig anfald tilslut. Hans øine var som en vanvittigs og hans stemme var hæs og utydelig. Han truet mig. Men De maa allikevel vogte
