ham følge med, saa skulde han vise ham, hvad han mente.
Underveis sa apotekeren:
– Jeg har faat et telegram. De har endnu ikke fundet den døde.
– Saa flyter han vel omkring endnu mellem isflakene derute paa sjøen.
– Jeg tror ikke de nogensinde finder ham, sa apotekeren.
– Ikke det. Aa, hvad . . . Med tiden finder de ham nok. Pludselig flyter han iland etsted. Eller kommer drivende ned mot en fiskerbaat med stirrende øine og maaneblaat ansigt.
Det gav et sæt i apotekeren.
– Vet du, sa han, jeg har atter læst beretningen om hans død.
– Virkelig. Det var merkværdig. Hvad mig angaar, saa gjør jeg alt for at glemme det. Men det er mig desværre ikke mulig.
Apotekeren lot som om han ikke forstod hvad den anden mente.
– Og jeg synes det blir besynderligere og besynderligere, hvordan doktor Flodin har optraadt.
– Ja, men han har ogsaa selv maattet bøte for det. La nu hans minde hvile.
– Du misforstaar mig ganske, sa apotekeren, jeg tænker ikke mere paa disse bankaffærer. Jeg anser dem for op- og avgjort. Men hvad jeg ikke kan la være at tænke paa er, hvordan den ulykkelige optraadte like før han søkte døden. Hvorfor tok han
