kvinde. Og længere inde saaes skyggen av en mand som stod bøiet over en menneskelig skikkelse.
Mens lensmanden straks fortsatte ind mot det lille værelse, blev kapteinen staaende ved indgangsdøren, efterat han langsomt hadde lukket døren til.
Han saa sig omkring. Og der var i hans øine noget besynderlig ængstende, likesom om han var bange for alt det han efterhaanden saa, som om enhver kjendt ting opvakte en viss rædsel hos ham.
Hans blik søkte først hen til vinduet med den molesterte lem. Han saa at skruen som skulde holde lemmen fast til vinduet var faldt paa gulvet. Selve vinduet sat imidlertid fast ind til rammerne. Hvad tænkte han paa i dette øieblik? Det saa ut som om han fulgte et usynlig menneskes indtrængen gjennem vinduet. Hans blik hang længe fast i vinduskarmen, likesom han fulgte dette usynlige menneskes bevægelser, idet det forsigtig og snikende klatret ind over karmen. Saa gled hans blik langsomt videre hen mot det lille værelse, hvorfra han nu hørte menneskestemmer avbrutt av graat. Lægen bevæget sig derinde, den dræptes hustru og politimanden. Kapteinen saa dem alle tre eftersom de gled frem og tilbake i døraapningen og han hørte deres stemmer. Men det var allikevel likesom hans søkende øine fulgte et fjerde og usynlig menneske, han gjennemlevet noget i erindringen og dette minde syntes ham saa frygtelig og sælsomt, at han vilde være alene med det. Derfor blev han staaende. Hans øine hadde noget av det fjerne og fraværende liv som da han blev vækket av Maria.
