— Godt, frøken, saa kan De kjøre hjem. De trænger til
søvn. De trænger fremfor alt til ro, saa De endnu engang
kan faa klargjort, hvad De husker, og hvad De bør glemme.
— Og jeg? spurte Gibson.
— Ta tøiet paa dem, De skal følge hende.
— Og sidenefter?
— Sidenefter skal De møte mig i Deres leilighet. Krag saa paa klokken. Jeg antar, at jeg kan være der om en times tid.
Gibson fulgte Fiorella ut i korridoren. Men pludselig vendte han tilbake igjen. Hans rædde øine flakket hen til opdageren.
— Vær ikke bange, sa Krag. De kan tale frit ut.
— Papirerne, mumlet Gibson, vekslerne, Krag, har De fundet dem.
— Stillingen er litt forandret, sa Krag. Aagerkarlen er jo død nu.
— Men saa er jeg jo reddet! Fuldstændig reddet. Asbjørn Krag smilte ironisk.
— Jeg har ikke fundet vekslerne, sa han. Manden, som har slaat aagerkarlen ihjel, har ogsaa stjaalet vekslerne. Jeg vet ikke, hvem manden er, og jeg aner endnu mindre, hvilken bruk han vil gjøre av disse papirer. Det er stillingen.
Theo Gibson blev staaende maalløs og dreiet hatten mellem hænderne. Utefra korridoren hørtes Fiorellas kaldende stemme.
— Saa, sa Krag. Gibson gik, nølende, forstyrret. Det var likesom han gik i svime. De to politimænd som blev tilbake, saa paa hinanden.
— Her er et brev, mumlet Krag, han vilde skyte sig inat.
Ryberg, den unge opdager, rystet betænkelig paa hodet.
