Side:Riverton,Stein-Negeren med de hvite hender-1914.djvu/136

Denne siden er ikke korrekturlest

XXV.
Klokken er 12.

Avisgutten bragte Krag sidste aftenaviser. Han aapnet dem og gjennemløp flygtig spalterne. Der stod ikke en linje om dramaet i Drammensveien 115 B.

Imidlertid la han det betydningsfulde brev, han netop hadde faat fra danserinden i lommen. Ryberg saa nysgjerrig paa ham.

— Er noget hændt? spurte han.

— Intet andet, svarte Krag, end at der er en, som tilbyr at meddele hele sandheten. Krag lo bittert. Hele sandheten, gjentok han, den kan ikke et menneske i den vide verden oplyse om i dette øieblik.

— Hvorfor ikke? spurte Ryberg, sæt om det nu var morderen selv, som vilde melde sig.

— Si dog ikke det. Det vilde bare gjøre saken end mere indviklet.

Ryberg sperret forbauset øinene op.

— Men saa er jo det hele haapløst, sa han, saa maa der andre kræfter end vore til, for at bringe lys i saken.

Krag gav ham tegn til at han skulde sætte sig nærmere til cafébordet, og saa forklarte han lavmelt, og indtrængende følgende:

— Vi staar overfor en merkelig samling kjendsgjerninger. Mordet er bare en del av saken, det er dens uhyggeligste punkt, men det er ganske sikkert ikke dens vigtigste. Den første merkelige omstændighet, vi støter paa, er salget av Stokke gaard, eller rettere sagt det salg, som ikke kan gaa iorden. Der er to mænd, som kjæmper for at faa kjøpt gaarden, først og fremst aagerkarlen Maxim, som for sikkerhets skyld endog lod sin haandgangne mand Boberg forvalte