den gamle. Han var saa underlig. Jeg husker det, som
det skulde være idag, — en vaareftermiddag for halvandet
aar siden. Den gamle var i en saa merkelig ophidset
sindstilstand; han hadde netop i timevis sittet bøiet over de gamle,
gulnede tryksaker. Saa gaar han utover jorderne og træffer
mig. Han tok mig under armen og spaserte frem og tilbake
med mig, viste mig gaarden, paastod, at det var den
skjønneste gaard i miles omkreds, og blev ganske lyrisk. Du, som
kjendte ham, maa være enig med mig i, at noget saa fjernt
fra den gamle som lyrik kunde ikke tænkes. Da var det, at jeg
lovte ham, at gaarden ikke skulde komme ut av mine hænder,
hvis noget tilstødte den gamle. Holder du dette løfte, sa
han, da vil en tid komme, da du vil velsigne mig og
berømme mig i min grav. Jeg siger ikke, fortsatte han, at du
skal beholde gaarden til evig tid, men du vil selv forstaa,
naar du bør sælge den. Det vil komme saa klart over
dig en dag, at du ikke engang skal bekymre dig med at
ræsonnere derover. Dette sa den gamle.
— Og nu, bemerket tilhøreren, nu mener du, at denne dag er kommet. Hvorfor ræsonnerer du da derover?
— Tja, hvorfor, svarte Jon Stokke litt forvirret, er det da ikke forunderlig, at jeg sitter her formelig med samvittighetsnag.
— Det skal jeg si dig grunden til, svarte tilhøreren, du sitter der med samvittighetsnag, fordi tiden endnu ikke er kommet. Og du har herunder en følelse av, at hvis du reiser, kunde noget komme til at hænde.
— Hvad skulde vel det være.
— Det vet jeg ikke. Vil du besvare et spørsmaal?
— Ja, kom bare med det. Intet heller.
— Hvor er det blit av din fars samling av gamle bøker?
— Aa, postillerne, utbrøt Jon Stokke, de ligger paa loftet i nogen kasser. Jeg hadde tænkt at . ..
