Han skrev en kort billet til generalkonsulen: «Jeg vil søke
Dem selv paa Deres kontor kl. 2» — og la den ut i
forstuen. Hans tjener vilde besørge brevet tidligst mulig; det
var en given ordre. Før han gik til ro, ringte han ned til
politikamret for at høre om noget nyt var forefaldt. Men
der var ikke forefaldt det ringeste nyt. Aviserne var som
gale efter enkeltheter, og reporterne beleiret
opdagelsespolitiets kontorer uavbrudt. Men der var intet spor av
morderen. Chefen, som Asbjørn Krag traf i telefonen, var
utaalmodig efter at faa rede paa, hvad detektiven paa sin
kant hadde opnaadd, og Krag lovte at rapportere alt i løpet
av den næste dag. Men han gav ham ikke stort haap om
et resultat.
Allerede klokken syv den næste morgen kom Ryberg. Agronomen Boberg, som han hadde fulgt til bygrænsen, var endnu ikke kommet tilbake, men Rwerg hadde bragt paa det rene, at han endnu saa sent som klokken 11 igaaraftes opholdt sig paa gaarden Stokke, tilsynelatende ganske iuvitenhet om, hvad der var skedd.
— Jeg forutsætter, sa Ryberg, at jeg fremdeles skal holde mig underrettet om hans bevægelser.
— Ja, saa snart han faar se bladene, vil han naturligvis styrte ned igjen til byen.
— Det er en selvfølge. Og saa vil han ile hen til sin dræpte vens bolig.
— De tar feil, svarte Krag, han kan jo ikke vite, hvad politiet har fundet av papirer. Hvis de to har været sammen om nogen skumle smaa forretninger, saa er det litt sandsynlig, at han vil ile i løvens gap. Pas paa i Deichmansgaten hvor han bor. Har De undersøkt hans leilighet.
— Ja, igaaraftes, svarte Ryberg. Jeg fandt et paaskud til at trænge mig ind i hans værelse, men jeg opdaget ikke
