— Vi kan umulig komme til enighet, naar vi paa den
maate stamper paa hver vor side av elven. Jeg er
forretningsmand, og jeg ser handel i alt, hvad jeg foretar mig. De er
ikke forretningsmand, men De har forhaabentlig allikevel en
viss forstaaelse av, at det nu og da kan ha sine fordele at
gaa ind paa et mindelig forlik fremfor detxandet.
— Fremfor »det andet«P spurte Krag, hvad mener De dermed?
— Det er dog ganske klart, hvad jeg mener: Naar to har hver sine interesser at forsvare og ikke kan bli enige og ikke vil opgi sine interesser, saa maa der nødvendigvis bli fortsat strid.
— Ah saaledes, forstaar jeg Dem rigtig, naar jeg mener, at der ligger en trusel i Deres ord?
Generalkonsulen saa op.
— Ja, sa han.
Litt efter nikket han:
— De har forstaat mig ret.
Men der var slet ikke noget truende i hans tonefald. Han talte ganske almindelig, som om han var ifærd med at diskutere en ubetydelig forretning. I sit stille sind beundret Krag denne store og uforstyrrelige ro.
— Men De maa vite, svarte detektiven, at jeg endnu aldrig har tat hensyn til trusler.
— Meget vel. Kjender De mig?
Krag smilte.
— Ja, jeg kjender Dem iallefald saa godt, sa han, at jeg ikke kan la mig skræmme av Deres fremragende stilling i Samfundet eller av Deres anerkjendte forretningstalent, eller av Deres hensynsløshet, den skal være mægtig, har jeg hørt.
— Men jeg har store hjælpemidler til min disposition. De har ikke i denne sak optraadt fuldstændig lojalt. De
