— Hvis De finder ham, sa konsulen smilende, saa kan
De gjøre med ham, hvad De vil.
— Men alt dette, bernerket Krag, bringer mig jo ikke den ringeste klarhet over selve hovedtingen: Hvem er aagerkarlens morder? Det er ogsaa en navnløs. Kan det være den samme?
Konsulen blev pludselig alvorlig og tankefuld.
— Skyggen, mumlet han, du store Gud, det er jo umulig.
— Har De aldrig tænkt over, spurte Krag, hvordan aagerkarlen hadde faat de samme oplysninger som Dem?
— Jeg tænkte, at ogsaa han hadde sine forbindelser. De vet, i alle byer findes denslags folk, som lytter ved dørene, som er godvenner med vaktmestre, som bringer papirer til og fra. Han hadde vel ogsaa en saadan.
— Godt, sa Krag, De har git mig en ide, nu gjælder det at finde skyggen, den navnløse.
— Det overlater jeg til Dem.
— Og saa alibiet?
Konsulen gjorde sig færdig til at gaa.
— Det kan jeg selvfølgelig ikke fortælle Dem. Det var jo netop derfor, jeg ikke vilde bli blandet op i denne sak.
Asbjørn Krag lo.
— Ler De virkelig?
— Ja. Hvis jeg gjætter rigtig, vil De saa si ja? spurte
Krag. Konsulen saa sig om.
— Her er ingen, som hører os, sa Krag.
— ujæt, sa konsulen.
— Alibiet, sa Krag, det sitter nede i automobilen.
Generalkonsulen hadde en sort dokumentmappe under armen, og denne mappe faldt pludselig med et brak i gulvet.
