XXXIII.
Cirkus.
Asbjørn Krag var pludselig høfligheten og elskværdigheten selv. Han bøiet sig ned og gav generalkonsulen tilbake den mappe, som han hadde tapt.
— Endelig, sa Krag, endelig lykkedes det mig at bringe Dem ut av fatning.
Konsulens øine skinnet merkelig bak brilleglassene.
— Denne gang er jeg ikke alene forbauset, sa han, jeg er fortryllet.
Krag la haanden paa hans skulder.
— Og hvorlangt tror de saa De vilde være kommet ved at sætte himmel og jord i bevægelse?
— Aa, hvad, det var dog bare en trusel.
— Da ber jeg Dem lægge den samme betydning i min trusel, som jeg nu lægger i Deres.
— Tak.
Generalkonsulen grep i dørhaandtaket.
— Men De glemmer avtalen, sa Krag, De skulde jo svare ja, om jeg gjættet rigtig.
— Jeg siger nei, absolut nei. De har gjættet galt.
— I betragtning av, at alibiet er en dame, svarte Krag smilende, saa erklærer jeg mig tilfreds. Paa gjensyn.
— Jeg vil gjerne hilse paa Dem igjen, sa generalkonsulen forbindtlig, men først efterat denne sak er forbi. Jeg har planlagt en forretningsreise til London.
— Naar reiser De?
— Om etpar dager.
— Godt. Det skal jeg huske paa. Det kan jo være, vi fandt den navnløse, og formodentlig har han mere bruk for et alibi end De.