Indbrudstyven satte lykten fra sig paa bordet og begyndte
at aapne skufferne i kontormøblerne. Etpar av dem var laaste,
men tyven brøt dem op med en øvet forbryders
kunstfærdighet. Over et kvarter gik, og gulvet flommet over av papirer
og dokumenter, som indbrudstyven kastet fra sig efterat ha
kastet et blik paa dem. Han fandt ikke hvad han søkte, og
blev stadig mere og mere utaalmodig og hurtig i sine
bevægelser. Asbjørn Krag hadde hittil i lyset nu og da faat
et glimt av hans hænder. De var hvite. Derimot hadde han
endnu ikke set hans ansigt.
Men nu bøiet forbryderen sig ned mot de nederste skuffer i et av kontorets store skape og derved kom ogsaa hans ansigt indenfor lysomraadet. Ansigtet var sort. Det var en negers ansigt. Det gav et sæt i Krag, og han skalv av tilfredsstillelse. Saa hadde han altsaa allikevel regnet rigtig, og manden som nu ledte som rasende efter nogen papirer, som forlængst var brændt, denne mand var Nicolay Bewers morder, manden med løveansigtet, negeren med de hvite hænder —
Men hvem var egentlig denne mand? Det var ikke generalkonsulen, ikke forvalteren, ikke lille Gibson, men hvem? Pludselig blev Asbjørn Krag vidne til en forunderlig scene. rIndbrudstyven ligger paa knæ paa gulvet foran en av de store skuffer. Han har begge sine armer begravet i en haug av papirer. Med en gang stanser han sine undersøkelser. Hans sorte hode synker ned i armene. Hans overkrop bevæger sig i rykninger: Han graater. Indbrudstyven ligger der paa knæ og graater i den dypeste fortvilelse. Krag hører ham mumle — et enkelt ord nogen ganger, det er et fransk ord: Ingenting, ingenting! Saa utstøter han pludselig en ed og farer op.
Og nu gaar han fuldstændig berserkergang i værelset. Han
