— Meget smukt, sa godseieren.
— Men det er falskt, svarte hans ven. Godseieren smilte.
— Min kjære Asbjørn Krag, sa han, du ser bestandig, hvad ingen anden ser.
— Det gjør jeg, svarte privatdetektiven.
— Jeg la slet ikke merke til manden, fortsatte Jon Stokke, derimot saa jeg et smukt syn.
— Du mener fru Berger.
— Ja. Hør, min ven, du som vet alt. Lever hun godt sammen med sin mand?
— Det tror jeg.
— Saa maa der allikevel være kommet en liten kurre paa traaden iaften.
— Hvorledes?
— For da hun gik ind i bilen, skjulte hun en hulken. Jeg stod like ved siden av hende derhenne ved utgangsdøren, og jeg hørte, at hun hvisket for sig selv: Gud i himlen, Gud i himlen.
Krag tænkte paa møtet ved telefonen mellem den fremmede og den smukke frue og blev taus.
III.
Frels mig!
Det hændte ikke hver dag i Kristiania, at Asbjørn Krag tilfældigvis støtte paa en mand med falskt skjeg. Krag hadde fæstet sig særlig ved optrinet i marmorsalens vestibule; han hadde lagt merke til den fremmedes øine, som var stikkende og indholdsfulde, men endnu mere hadde han forundret sig over den unge frues forskrækkede, næsten forpinte ansigt. Den fremmede talte fuldkommen godt norsk.
