XXXVIII.
Dagen efter.
Politikemikeren forstod godt paa Asbjørn Krag, at detektiven hadde sin egen mening om den mystiske fyr, negeren med de hvite hænder, som hadde optraadt paa en saa besynderlig maate i laboratoriet, og han spurte ham ogsaa ut om, hvordan saken egentlig hang sammen, men Krag forlot ham uten at gi ham noget tilfredsstillende svar.
Den næste dag var Asbjørn Krag optat fra tidlig om morgenen. De som saa ham blev hurtig klar over, at han nu ikke længer tvilte paa, hvordan han skulde løse saken, men at han arbeidet paa at lægge alt tilrettte for den endelige avsløring. Han hadde lange konferanser med opdagelseschefen. Kl. 1 kjørte han bort fra politistationen i en automobil, og i de følgende to timer saaes han ikke, hverken i sit hjem eller andetsteds. Kl. 3 derimot kom han ind paa Teaterkafeen, hvor man saa ham i selskap med en smuk dame: den kjendte kunstnerinde fru Jeanette Berger. De talte tilsynelatende sammen om likegyldige ting, de var begge like flinke skuespillere og visste, at de var iagttaget, men hvis nogen hadde hørt slutningen av deres samtale, vilde vedkommende ha opfanget følgende:
— Jeg kan ikke tro, hvad De fortæller, sa skuespillerinden, mit hjerte staar stille av angst.
— Jeg er overbevist om, at det er ham. Vil De saa hjælpe mig?
— Jeg har lovet Dem det. Og jeg skal ogsaa holde det. Jeg skal være i Cirkus i aften, i den 3dje loge tilvenstre.
— Godt, saa stoler jeg derpaa.
— Men hvis det nu er ham, du store Gud, hvisket hun,
