Han gav et tegn med haanden. Dette tegn blev opfattet
av automobilchaufføren, som fremdeles ventet nede ved
gatekrydset. Et øieblik efter kom vognen susende. Krag steg op
i den. Men før han kjørte bort ropte han til betjenten:
— La Dem ikke se!
Betjenten bare vinket med haanden og gled ind i en sidegate.
— Behøver De mig mere nu? spurte chaufføren, idet han stanset utenfor Krags bolig.
— Ikke foreløbig, svarte detektiven, men jeg skal huske Deres nummer. Her har De nogen penger. Det var godt, at De gav mig disse oplysninger om damen.
— Ja, jeg kjendte hende igjen, sa chafføren stolt.
— Tror De, at De vil kjende hende igjen endnu en gang.
— Bevares vel ja, det tør jeg sverge paa.
— Nei, utbrøt Krag hvast.
Chaufføren kvak i.
— Hvad mener De, spurte han, jeg forstaar slet ikke,
— Naar De ser den damen paany, saa kjender De hende ikke igjen. Nu forstaar De, ikke sandt.
Chaufføren tok til luen.
— Jovel.
Dermed kjørte han. Saaledes tænkte Asbjørn Krag paa alt.
Han saa paa sit ur, da han gik opover trappen. Han hadde været halvanden, næsten to timer borte. I al denne tid maatte fruen ha lidt grusomt av spænding og skræk. Han kunde ogsaa se det paa hende, da han traadte ind i sit kontor. Hun reiste sig forsagt op og blev staaende taus foran ham og saa paa ham med forskræmte, rædde øine. Hun hadde graatt.
— Tør jeg ha haab? spurte hun.
Krag svarte ikke straks. Men om litt spurte han:
