— Ja, der var ingen anden utvei.
— Men det er jo frygtelig.
— Saa taler vi ikke mere om det, frue. Har De saa forvisset Dem om, at de er der allesammen?
— Ja, ikke et eneste mangler.
Detektiven pekte hen paa kaminen. Damen forstod, og et øieblik efter flammet ilden op.
— Nu staar jeg i den dypeste taknemmelighetsgjæld til Dem, sa hun, jeg skal gjøre alt, hvad der staar i min magt for at —
Asbjørn Krag avbrøt hende:
— Jeg forlanger intet andet, sa han, end at De svarer paa et spørsmaal.
— Jeg skal svare.
Krag tok hende blidt ved haanden.
— Kjære frue, sa han, hvorfor blev de da saa ræd?
— Ræd?
— Hvorfor blev De da saa ræd for denne skurk?
— Men han truet jo med at sende brevene til min mand.
— Rigtig. Men det var en trusel. Og De vet, der er lang vei fra en saadan trusel og til iverksættelsen, der stempler en mand som pengeavpresser, den gemeneste av alle beskjæftigelser.
— Jeg visste, han vilde gjøre det, hvisket hun.
Krag nikket.
— Nu er vi netop ved saken, kjære frue, hvorfra visste De det?
— Husker De skilsmissen, den pludselige skilsmisse for et par maaneder siden mellem doktor Bille og hans hustru.
— Jeg har hørt, at de er skilt, ja.
— Men ingen visste hvorfor. Det var en fuldkommen gaade. Og det var en tragedie, det kan jeg forsikre Dem om; men Maxim hadde en finger med i spillet.
