Denne siden er korrekturlest
Glad, som et Barn paa Moder-Knæ, den tripped
Paa hendes Skjöd snart hid snart did.
Den tumled’ sig, i Haanden hende nipped’,
Og gjorde hende glad og blid.
Nu der, hvorfra man aldrig kom tilbage,
Blandt Dödens Skygger svæver den —
O, Grav og Död! hver Skjönhed I bortage,
I rive Alt med eder hen!
Grusomme Död! hvi tog du hendes Glæde,
Den kjelne Spurv fra hendes Skjöd?
Din Skyld det er, at Lesbia maa græde,
Ja — græde begge Öjne röd’!
