Bogstavet h udtaltes i Oldnorsk haardere end nu tildags, og næsten som k, med hvilket Bogstav det i det Færøiske og Nordislandske gandske er faldet sammen.
1. Det er derfor ikke paafaldende, at finde k (baade क og ख) i Sanskrit i mange Ord, hvor Oldnorske har h, f. Ex. क्व, kva = kvar, hvor? क, ka = hár, Haar, kona = horn, et Hjørne, (prov. Hynne) केवल, kêvala = heill, heel, खत्वा, k῾atvâ, et Sengested, hátta, at gaae til Sengs.
2. h svarer i Begyndelsen sjelden til ग, g f. Ex. गल, gala = hals, Hals; i Enden forekommer det ikke.
3. undertiden til ज, g f. Ex. जरत, ǵarata = harð, haard, जापन, ǵâpana = hafnan, Afslag.
4. til ह, h f. Ex. ह्वे, hvê = hváa, fordre, हृद, hṛd = hiarta, Hjerte, हिक्क, hikk = hixta, hikk, हुल, hul = hylia, hylle, tildække.
5. meget hyppig til श, s̓, f. Ex. श्वेत, s̓vêta = hvit, hvid, शि, s̓i = hi, Rolighed; श्लाघ, s̓lâg῾a = hlakka, hovere, शूक, s̓ûka = hugða, Velvillie. Det er
mærkeligt, at i Zendsproget h i Regelen svarer til S, श.[1]
- ↑ Af denne Lighed mellem h i Oldn. og श i Sanskr. kan man forklare sig sirra og herra, der i Flæng bruges foran Provsters og Præsters Døbenavne. Begge Ordformer have nemlig høist sandsynligen deres Oprindelse af Sanskr. श्री, srî, hvorom Wilson, efter Opregnelsen af dets nominale Betydning, tilføier: „also a prefix of respect to proper names of persons.“ Paa denne Vei kan man ogsaa forklare sig, at Ordene ere de eneste i Sproget, der, uagtet brugte
