den tyske Filosofis radikale Modsigelse ligger; det er den Spire til Ødelæggelse, som den bærer i sine egne Elementer. Erfaringen er det, som plager Filosoferne; den er noget, de gjerne vilde skaffe ud af Verden for at have tabula rasa: den er for dem Medusa-Hovedet. Dette er netop Grunden til, at man i Tyskland saa ofte hører gjentage, at det er Forstanden, som ødelægger Filosofien, eller som en hegelsk Filosof sagde, idet han begyndte sin Forelæsningsrække: «Al sand Filosofi begynder med at tilintetgjøre Forstanden.» Derfor er i Tyskland empirisk Filosofi et Skjældsord. Da de tillægge sin Fiktion Fornuften en absolut Magt til at frembringe, eller, som de sige, til at konstruere Virkeligheden, have de tilsyneladende tilintetgjort Erfaringen som Erkjendelseskilde og derved reddet Enheden i sine Systemer; men denne Enhed er kun et Skin, thi det er umuligt at opretholde den. Antagelsen af en dobbelt Erkjendelseskilde er i den Grad indgroet i den tyske Filosofi, at denne ikke kan gjøre et Skridt uden at støde mod den, skjønt den overalt fører Erkjendelsens Enhed i Munden. Denne Dobbelthed faar sit Udtryk i forskjellige Former og i forskjellige Ord, snart som Evner, snart som Tanke-Proces, snart som Resultat. Herfra skriver sig Modsætningen mellem Fornuften (Vernunft) og Forstanden (Verstand), Ideen og Begrebet, Intuitionen eller den intellektuelle eller absolute Anskuelse og Erfaringen, Spekulationen og Empirien, hvortil svare Klassifikationer som: den spekulative, rationelle eller høiere Psychologi, Logik, Fysik o. s. v. i Modsætning til den empiriske Psychologi o. s. v.; en Dobbelthed, som indeholder en Modsigelse og ikke lader sig tænke, og som ender med at umuliggjøre Filosofien, idet den nødvendigvis indfører en Viden af første og af anden Orden.
Jeg ved godt, at den tyske Filosofi ikke er den ene-
