det Kjendte paa en aparte Maade, idet han øser af en Kilde, som tilhører ham alene, hvilket man i Videnskabens Interesse aldrig kan erkjende. Det er Fichte, som har drevet kanske længst denne Pretension, ikke saaledes, at han har givet Paastanden størst Almindelighed, men derved, at han har givet den videst Anvendelse; det er ham, som med den Ufeilbarhed, som udmærkede ham, har rekonstrueret Historien om Menneskehedens Fortid og har deduceret Historien om dens Fremtid.
Men hvilke store Navne de tyske Filosofer end give sig, hvor pompøse end deres Løfter ere, hvor høit end det Udgangspunkt ligger, hvor de sige sig at være placerede, saa er det dog Altsammen kun tomme Ord og tomme Løfter, tomme paa Grund af den Modsigelse, som deres System bærer paa, tomme paa Grund af det Intetsigende og Ufrugtbare i deres Resultater, tomme paa Grund af Falskheden i deres Methode, hvor Alt er Tilsnigelse og Scholastik.
Tyskerne ræsonnere saaledes: Erfaringen kan, hvor udstrakt den end er, aldrig faa fat paa Sandheden som Nødvendighed eller som det Absolute, fordi hvert Fremskridt alene er et Fremskridt fra en Betingelse til en anden; det er kun en Udvidelse af den Kreds, inden hvilken man sidder fangen, men Skrankerne staa altid igjen; de sidste Betingelser, som man tilslut maa standse ved, fremstille sig derfor som tilfældige og ikke begrundede i Fornuften, og denne Tilfældighed breder sig ud gjennem Erkjendelsen, in alle dens Grene, fordi den er afhængig af den. Dersom altsaa det Absolute ikke træder frem ved en umiddelbar og indre Aabenbarelse, gives der ikke nogen Viden, som er absolut, nødvendig og utvivlsom; der gives ikke Filosofi. Altsaa maa man enten mistvivle om Filosofien, eller man maa indrømme Muligheden af en primitiv Aabenbaring, som ligger over Analysens Abstraktioner, grundlæggende,
