Skipere; vil du veta Prisen so gakk inn.“ Kaupmannen vart aafaren aa snøgga se innatte i Kraambu’e si me Hengjeskalle, aa Hallingenn skarra[1] sin Veg.
Mannen som kjoyrde Krøren. Fyri nokon Ævu se’a raakte de so te, at ain Halling kom farand aa nekand[2] te Branes me ait ovtungt Varulass, aa so hadde han Kønu si me se. Me’a han daa sarra so smaatt igjøno ai taa Storslæpo i Bye, kom de ut or ai Kraambu ain staut Kaupmann bendand se[3], aa han tok te frega denne Hallingen ette ait aa anna solaise. „Kjoyrde du Krøren, Mann min,“ sa’e han. „Nai,“ svara Hallingen, „e totte e hadde Lass drjugvore nok lel, um e ’ki tok han paa attve, aa du ser enno, e ha Kønu mi me paa sama Oyki aa Lasse.“ „Aa du e ain gild Stutting, sa’e Kaupmannen, aa skødde rangt te hino aa fulgifte[4]; „raiste du Krøren daa,“ sa’e han; „nai inki evlde e de“ svara hin, „aa um e hadde orka so vidt, so hadde daa du min staute Mann visst oygt han radt her ne’i Bye, for han ska, se’a dai, dra tett inn paa fire Mili i Lengda.“ „Aa du maa vera ain Tvifaaming[5]“ sa’e Kaupmannen; „vil du selja denne Tuppa di som sit paa Lasse daa;“ sa’e han. „Nai Tremen i som de gjere,“ sa’e Hallingen, „men Eggi som hona verpe, lyt du no faa aa de før slette Pe’ing endaa te, før di du held de so venaty[6] aa fær me slik
