hennar. So vart de laga te Bryllaups, aa de vart drøkke baade væl aa lengi.
Mor aat Gjentunn vart no ille ve kann ein tenkje, daa ho Aaste ’ki kom att. De vart leitt ikringo alle Haugo aa Hovdo[1] dei krossa alt som va baade Mjølkespønne aa Silingkjørølde; dei sette Tjørokross over Selsdøre aa Fjøsdøre aa i Skallin paa allo Kyro; dei segja endaa, at dei ringde ette henne, aa at Presten va der; men de hjølpte ’ki ei Dust.
Seint ein Kveld um Veten, daa de hadde li’e over Aare, kom de kjøyrandis ein Mann heim i Garden te Foreldro hennar Aaste, han hadde svart Hest aa den so spræk, at de fannst ’ki Make te hono i Bygdenn, aa Sle’in va ogso umfram. Han gikk inn aa helsa aa sette se paa ein Stol. More laag te Sængs taa Sorg, men Faren skrangla paa Føto, endaa han va ’ki stort likare han. Daa Fremandkaren hadde faatt Øl drikke, sa’e han: „de undrast væl, kor de e vorte taa henne Aaste de, men de staar væl te me henne, e ska helse dikkan ifraa henne.“ „Nei kjære – kor e ho Aaste no daa?“ sa’e More; ho tok te graate taa Gle’e, aa de va ’ki fritt anna ell Faren ogso støkk[2] Taare. „Ho Aaste e hjaa me hona,“ svara Mannen, „de sko ’ki syrgje; Lykka hennar e større en de hava Vet paa; men no vil ho gjedne faa tala ve Mor sinar; e du go te krusle de, upp aa bli mæ me?“ No skynte dei ko Mann de va, men dei løto vera gla’e likevæl, ja More va so gla, at ho fauk upp som ei ung Gjente, gikk
