Baadne paa Arme aa skulde be’a farvæl me Mor
sinar, – „e har de so godt, at e vilde ’ki byte me
nokon. Men nær vesle Guten min bli so stor, at e
faar sett han aav, so ska e koma te dikka som snøggast
aa sjaa te dikka, men alder før aa vera. Lykka ska
fulgje dikkan baade heime aa paa Støle, aa de ska
synast paa Sumardraatte, at de era komne i go Skylde.“
No skildest dei, aa Maagen skjussa ho Gamle heimatt;
ho va ’ki lengi paa Vegi; de gikk like so fort som daa
ho reiste.
No e de ’ki meir te segja um Foreldro hennar Aaste, enn at dei levde godt aa vorto gamle; alt treivst gildt hjaa dei, aa Rikdom vart de so fort, at dei visste ’ki kor han kom ifraa. Ei Gaang um Veten kom ho Aaste te dei. Daa ho va komi te Bords, løto dei skrapa Krossen taa Smørstette, fyrr ho torde eta. Ho va der nokre Daga, men daa tok ho te aa ilengjast so ette vesle Gute sino, – ein veit koss de e me unga Møra – at ho laut reise att. Men um Sumradn, nær Mor hennar va paa Støle saago dei ina’n ofto.
Paa Kvam i Vang va de ei Gaang ein Mann
som eitte Skrulle, han va so gamall, at ingin visste
Alderen hass, han hadde fulgt me Garde Mann ette
Mann fraa uminnele Ti. Han tala inki; de va ingin
som hadde høyrt han segja eit einaste Ord; han sat
berre utme Peisla’e[1] aa rugga se aa letst ikki korki
- ↑ Skorsteinsmuren.
