ligheden heraf, undtagen ved Hjælp af lappiske Böger, og ved Hjælp af Lærere, som forstaa deres Sprog m. m., saa gaa de dog tilsengs med de Ord: Ja! men det var dog bedst, at Lapperne lærte Norsk! Derom er heller ingen Tvivl; men det er den store Forskjel paa at læse i en norsk Bog og opramse en Lectie efter en norsk Bog — og virkelig at læse Norsk, som disse Folk overse.
At Præsten kan Lappisk, er af det Anförte klart, ikke er en „Omvei,“ som Proponenten behager at sige, men en Benvei, ikke alene for Kristendommen, men ogsaa for Indförelsen af Norsk. Derimod at lære Lapperne Kristendommen paa Norsk, saalænge Folkesproget er lappisk, er for en Præst en magelig, men for Folket en höist sörgelig Omvei.
Netop fordi man har villet bibringe Folket den religiöse Undervisning paa Norsk, er den Hellige-Skrift med dens Lærdomme endnn den Dag i Dag en lukket, utilgjængelig Bog for Tusinder af norske Borgere og Undersaattere. Netop fordi man paa den af Proponenten og af Stortingets Pluralitet foreslaaede Maade har villet bibringe det lappiske Folk den religiöse Undervisning, er den gode levende Gud, den Dag i Dag, en död Gud i Norges Land for Hundreder af Barnehjerter, og det er dog om Börnene at Frelseren siger: lader smaa Born komme til mig og forhindrer dem ikke! 60, 70, 80-aarige Mennesker vidne paa deres Dödsleje at de ikke have forstaaet et Ord Norsk! Proponenten vidner selv at naar Præsten prædiker Norsk, er der „⅓ Del af Tilhörerne, der ikke forstaa et Ord“ og dog vil Proponenten, ogsaa denne tredie Dels Præst, Provst, Sjælesörger og Lærer, og ⅔ Del af Stortinget vil med ham,
