saavel i det kirkelige som statsborgerlige Liv, det har behaget Gud at overgive dette sit Folk.
Afsnittene fra I—VII, samt Afsnittene IX og XII vidne ikke alene om Eolkets store Glæde over at höre Ordet i sit Modersmaal men ogsaa om dets store Læseog Lærelyst samt Modtagelighed og Fremgang, naar det i samme modtager sin Undervisning, og beviser saaledes det aldeles Ubeföjede og Urigtige i den over den Kongelige Resolution udtalte Dom.
Under sit korte Ophold i Finmarken har Proponenten to Gange været afæsket Oplysninger,[1] og dog opfordrer han Regjeringen til at lade anstille Undersögelser, som om saadanne aldrig have været foretagne.
Kongeriget Norges syvende ordentlige Storting afgav fölgende Vidnesbyrd.[2] „Ligesaa sandt som fuldstændigt er den lappiske Litteraturs Nödvendighed udviklet, som det eneste Middel til at udbrede og fremme kristelig Kundskab og Oplysning, samt Kultur og Civilisation iblandt Finnefolket (det lappiske Folk).“ Ottende, niende, tiende, ellevte og 32 Medlemmer af tolvte Storting have stadfæstet det samme. De siden 1833 fortsatte Undersögelser og Oplysninger have ligeledes bekræftet denne Sandhed. Den Kongelige Resolution af 24de Februar stötter sig saaledes til: 1) den Hellige-Skrift, der i religiöse og kirkelige Anliggender i et evangelisk-kristeligt Land dog vel maa have Tilladelse til at have en Stemme med; 2) til fem Stortinges udtalte Anskuelser og Beslutninger; 3) til den Norske Regjerings med nævnte
Stortinges Anskuelser overensstemmende Indstillinger.
