Lynges Blad gientagende sigtes paa den groveste, mest utilslørede Maade. Men da han efter mange Skjæbnens onde Omvekslinger staar ved sine umulige Længslers Maal: han ved sig elsket af hin uopnaaelige Charlotte, — — lader han Lykken fare og udleverer sig til Politiet. Hvorfor? Fordi denne Kvinde, som han havde tilbedet med sit Hjertes eneste Lidenskab i sit Sinds inderste stille Helligdom . . . hun var ikke ren, hun har været inde i Fordærvelsen, som i disse Tider smittede alle. Det er en Nat, da Høibro gaar og tænker paa alt dette. Hun har hetroet ham sin Kjærlighed, betroet ham sin Uværdighed:
«Lampen brændte roligt paa Bordet, Skinnet stod blankt og stivt tid fra Kuppelen, og den brændte, som om ingen, ingen Ting var iveien med ham, som stod der alene i Rummet og tænkte» . . .
Det var blot det iveien, at Redaktør Lynge har seiret.
Det er alene Figuren Leo Høibro, som har nogen Interesse i denne melodramatiske Roman om, hvor galt det gaar Dyden i vor onde Verden. Han er Hamsuns Ideal-Type i dens første ufuldkomne, grove Form. Og det er meget betegnende for vor Digter, at han har havt saa megen sødladen Sentimentalitet at spendere paa denne Ridder
