uden Frygt og Dadel. Men høit taler det til Ære for hans Fantasis Kraft og Klarsyn, at denne Bog trods dens umulige Hovedperson og latterlig usandsynlige Intrige formaar at holde Interessen fangen, saa man læser den tilende.
Hamsuns næste Satire over hjemlige Forhold, Romanen «Ny Jord» (Høsten 1893), betegner et stort Fremskridt i formel Henseende, og hvad mere er, den indeholder Tanker og drøfter Nutidsproblemer, som vel fortjener Overveielse. Og skjønt han i denne benytter fuldt saa grovt Skyts som i «Redaktør Lynge», forsoner man sig lettere dermed, da han her virkelig er morsom, ofte aandfuld og rammende vittig. En forstandig Kritik kunde blot glæde sig over, at Hamsun evnede at give en saapas interessant Skildring af Nutidsforhold, og mange Læsere følte sikkert Beroligelse ved at erfare, at han var saa meget af en Alvorsmand.
I «Ny Jord» svinges Svøben over det unge Norges Digtere, Malere, Skuespillere, hvilke her repræsenteres af nogle bedærvede Existenser af Kunstnerproletariatet, en Bohêmeklik af Dagdrivere, som holder til paa Grand Hôtels Kafé og lever af at gjøre Gjæld og slaa Plader, naar de ikke ligefrem maa ernæres af sine Elskerinder. Det er Kristiania-Billedet fra «Redaktør Lynge» rigere, mere
