I førstningen av det 19de aarhundrede florerte betleriet i noksaa stor utstrækning. Dette skyldes for en del ugunstige arbeidsvilkaar og den knappe offentlige understøttelse som de trængende fik sig tildelt. De gjængse arbeidspriser i denne tid var 6 a 8 skilling pr. dag og 8 a 12 skilling for at skjære et maal korn. En mand med familie kunde saaledes ikke leve av sit arbeide selv om han hadde en mager husmandsplads at bruke og var derfor henvist til at betle. Som eksempel paa, hvor knap fattigunderstøttelsen den gang var, kan nævnes, at en arbeidsudygtig mand med en do. hustru fik 3 tønder havre at leve av om aaret. Dette var i 1814.
Trængende familier blev understøttet med korn, og penge forsaavidt de trængte doktor og medicin, mens børn og enlige fattige blev bortsat paa lægd. I 1814 var der saaledes utsat 102 faste lægder.
Fattigkommissionen hadde i regelen 2 møter om aaret, et i førstningen av januar og et i førstningen av juli maaned. Paa disse møter møtte saa de fattige frem og fik sig tildelt det korn som de skulde ha for halvaaret, samt besked om hos hvem de skulde avhente kornet.
I 1844 blev ydelserne i korn forandret til mel, hvilken ordning bibeholdtes til 1865, da understøttelse i penger blev indført.
Noget forslag til aarlig budget kan ikke sees at være behandlet før i aaret 1840. Det blev da besluttet, at det som antagelig tiltrængtes i aaret 1841, 126 tønder korn og 150 spd. i penge, skulde utlignes paa herredets matrikulskyld.
Den gamle forsørgelsesmaate ved lægd ble avskaffet ved loven av 1900. Nævnte lovs § 43 bestemmer, at de trængende skal forsørges enten i pleie eller i arbeidshjem, hos private, ved
