Side:Skovstjerner.djvu/24

Og overalt blev koldt han vist tilbage;
Da satte træt han sig ved Veiens Kant,
Og fra hans Hjerte strømmed bitter Klage,
Og salte Taarer paa hans Kinder raudt:

‘O, Moder! vidste du, hvad jeg maa lide,
Du vilde græde, græde bittert vist,
O! at jeg maatte skilles fra din Side,
Mon hvad min Skjæbne bliver her tilsidst.
Ak! Armod rev mig fra min Moders Hjerte,
Jeg maatte ud paa denne onde Jord,
Jeg spilled lystigt, o! men ak! med Smerte,
Med større Smerte vel, end Nogen troer!

‘Her sidder jeg i Uveirsnattens Farer,
Mens Sneen fyger om min nøgne Barm,
Mens Ulvens Tuden paa min Klage svarer
Og Storm, der gaar igjennem Skog med Larm.’ —
Da standser han og lytter; thi han hører,
At mer og mer sig nærme Ulvene.
Forfærdet staar han op, han Øiet tørrer
Og vader ilsomt gjennem dybe Sne.