Denne siden er godkjent
Han graver og graver i Sand og Muld,
Men lidet det blot ham mon fromme;
Han havde kun fundet hel lidet Guld,
Og alt var tre Aaringer omme.
Da kunde han længre udholde det ei,
Han maatte sin Længsel følge,
Saa drog han da atter den samme Vei
Over Havets blaanende Bølge.
Nu stod han der øverst paa Aasens Ryg,
Hvor nedover svinger sig Stien,
Da blev han i Hjertet saa trøstig og tryg,
Glad skued han ned gjennom Lien.
Hans Hjerte banker, hans Øie naaer
I det Fjerne en liden Hytte,
Rundt om den de lune Graner staar,
Mod Stormene de den beskytte.
Da blier han saa glad, o! saa inderlig glad,
Det er jo hans Moders Bolig!
Der inde i Skogen saa ofte han sad,
Med Egnen han er saa fortrolig.
