Side:Skovstjerner.djvu/50

Denne siden er godkjent


Da se! En Engel midt for ham staar,
Hvis Ansigt som Himmelen lyser,
— En Isnen igjennem hans Legem gaar,
Med Angst han tilbage gyser:
‘Vend om!’ det lyder, ‘jeg frelser dig,
Erindre Gud paa din syndige Vei
Gjennem Skogen!’

Han standser, han vakler, alt vender han sig; —
Da Tonerne drage ham atter,
At huske sin Gud det mægter han ei,
Og Klippens Rand han omfatter.
Men Engelen svinder med Graad paa Kind,
Alvorlig og sukkende drager en Vind
Gjennem Skogen.

Og Ynglingen stander paa Klippens Rand
Han staar alt ved Huldrens Side. -
O, se! da forsvinder det Alt paastand,
Han ser kun en Sky bortglide.
En haanende Latter ifra den lød,
Mens hurtigt forbi den i Luften flød
Gjennem Skogen.