Side:Skram - Forraadt.djvu/28

paa Kassen med Ryggen mod Staldvæggen. Bagenfor hørte hun Hestene stampe. En dunkel Følelse af Misundelse betog hende. Disse Dyr stod lunt og trygt og havde sit daglige Udkomme i rigelig Mængde. Hun saa paa de sovende Unger og kvied sig for, at de skulde vaagne op i Frost og Sult. Saa tænkte hun paa sit døde Barn, det, som hun havde havt dengang for længe siden, og hun ønsked, at de alle var gaat den Vejen. Om nu Vorherre vilde være saa naadig at lade dem omkomme inat — ja Gud give, Vorherre vilde det, for de smaa Børn kom jo ikke i Helvede, men der kom jo alle de Voksne, som ikke havde den Helligaand. Og hun havde aldrig set nogen med den Helligaand. Der var hverken Fortvilelse eller Smerte i hendes Hjerte, kun Tomhed, Sløvhed og Sult. I sine stokagtige Arme holdt hun Tvillingerne, og de sprækkefyldte, forslidte Hænder folded sig sammen om dem. Men de vilde ikke tage Ro. De laa og kaved og vred sig, og de jamred og tven saa ynkeligt med en brusten, underjordisk Lyd, som