«Tænk, om det havde vært Sulla,» sa Hagbart til sig selv. «Han havde øjeblikkelig proskriberet baade Kjærringen og Ungen.» Denne Forestilling syntes ham saa morsom, at han sad og smaalo, saa det klukked i ham.
«Allerede tidlig gav Cæsar Beviser paa en stor og kraftig Sjæl,» repreterte Hagbart af Opgaven, og saa begyndte han at oversætte.
Jo, der var ingen Tvil, Stilen var god. Kanske var der saa godt som ingen Fejl — kanske aldeles ingen. Hagbart Jensen havde ingen Fejl. Han fik præceteris. Jo jo! Det skulde bli Grejer det.
Pludselig kom der en Rykning gjennem Brystet og Ryggen. Albuernes spidse Vinkler sprat lidt i Vejret, og den kjødfulde Mund klemtes sammen, saa den hvidned. Som i et Syn havde det staat for ham, at han om Cæsar havde skrevet: in Asia profectus est — istedetfor in Asiam.
Han blev siddende aldeles ubevægelig omtrent et Minut, saa rejste han sig, tog sin Hat og gik.
Uden Sans for nogen eller noget seg han
