Var der Mening i, at det skulde gaa et Menneske saaledes? Kunde Retfærdighedens Gud se rolig paa dette? Skulde han kanske straffes for noget? Han havde dog bedt saa pent til Gud om Morgenen, før han gik op. Hvis han endda havde vært forsømmelig med Bønnen —, men nej, ikke det engang. Og han vidste heller ikke noget andet særdeles syndefuldt, han havde bedrevet i disse Dager. Var da Gud lunefuld og upaapasselig —? Ja, for dette saa jo ud som den pureste Ondskab af Tilfældet, aldeles som om Gud havde glemt at passe paa. Hvorfor lod Gud ham skrive det gale, naar han vidste, at han kunde sine Ting? Eller hvorfor lod han ham ikke idetmindste se det deroppe, istedetfor at vente, til det var for sent.
Nej, men det kunde ikke være muligt, at Gud var fornøjet med dette. Han maatte jo ærgre sig over det, han og, saasandt som han var Sandhedens og Retfærdighedens Gud. Kunde han da ikke hjælpe ham paa en eller anden Maade? Indgi i Professorens Hjærte,
