over sig. Han løfted Hodet og saa op, og da var Taget borte, og en stor hvid Haand daled langsomt ned over Alteret. Da den naaet Stilen, strakte Haanden Pegefingeren ud og skrev med Neglen dernede tilvenstre. Saa suste Haanden, stor og hvid og stille op igjen, højt, højt op og blev borte.
Saa vaagned han, og fra da af var der ikke et Øjebliks Tvil i hans Sjæl om, at Gud egenhændig havde rettet Stilen.
Næste Dag, da Professorerne paa Universitetet læste op Karaktererne, stod han rolig og sikker med straalende Blik i de lyse Øjne. Da Turen kom til ham, og han hørte, at han havde faat bedste Karakter i Latin, at Stilen altsaa havde vært feilfri, følte han det dog som et Stød gjennem Legemet, og han fôr sig med Haanden over Ansigtet.
— Hagbarth gik ikke i Russelaget om Aftenen. Han var altfor opfyldt af Miraklet, som var vederfaredes ham. Han maatte være alene for at undre sig og takke. Og i Ensomheden
