Sólöyar eller Sóleyjar (hos Saxe Insula solis), nu Soløer. Dette Landskab, der uden at være nogen Deel af Raumarike, dog var henlagt til Rauma-Fylke, indbefattede i det 14de Aarhundrede Eydaskógs (eller Eidaskógs, nu Eidskougs) Sogn, det sydligste i Soløer, samt Víngrs (Vingers), Grófvo (Grue), Hofs, Ásanes (Aasnæs) og Vála (Vaaler) Sogne, hvilket sidste udgjorde den nordligste — i Vest til Rúdmudals (nu Romedals) og Fauskar (Løitens) Sogne paa Hedemarken, og mod Nord til Álfrheims-hèrad (nu Elverums Præstegjeld) i Østerdalen grændsedne — Deel af Soløer. Saavel Sagnet, som især Navnet gjør det høist sandsynligt, at Soløers gamle Konger have havt deres Sæde paa den betydelige Gaard Kongshaug i Grue Sogn, der i den «røde Bog» og et Diplom fra 14de Aarhundrede skrives Konúngshof (cfr. Saml. t. d. Norske Folks Sprog &c. 2 B. S. 101, 106, 111—112).
Cap. 48. Eydaskógr (Eydi-skógr) d. e. den øde, ubeboede Skoug, hvilken endnu længe efter K. Harald Haarfagers Tid synes at have svaret til Navnet, og var tillige Opholdssted for Stimænd og Røvere, der laae paa Luur efter de Reisende, som maatte passere denne Skoug, fordi den betydeligste Communications-Vei imellem Norge og Sverige i Oldtiden, ligesom nu, gik herover (Egils S.). Eydaskóg udgjorde i Middelalderen en Deel af Soløer, see ovenfor.
