Side:Snorre Sturlesøns norske Kongers Sagaer (Aall) 1.djvu/55

Det oppsto et problem da denne siden skulle korrekturleses

hvilket Norges ældste Kjøbstad Tønsberg er beliggende; Njotarøy (Nøtterø) og Þjuma (Tjømø); Angrheims-hèrad, det samme som Stokka-hèrad (nu Stokke Sogn); Skeidauga-hérad (Skee Sogn); Arnadals (Arendals) Sogn; Skaun d. e. Sanda-hèrad eller Sanda Sogn, hvor Sandafjørdr, der allerede forekommer som Handelsplads i det 14de Aarhundrede, er beliggende. De tvende ¾ Miil udgaaende Halvøer eller Næs, der indslutte Mel- eller Midt-Fjorden (Medalfjørdr) vare fordum Øer, af hvilke den østre hedte Yxnøy, hvis sydligste Odde kaldtes Tunnuskagi (Tunna, nu Tønsberg Tønde), og den vestre Væløy (eller Veløy); videre Rúmadalr d. e. Heidarheims (Hedrums) Sogn, hvor Fylkiskirken stod og hvor det gamle Herresæde Fræsja (Fredsø) laa; Kvelds (Qvelle) og Hvaranes (Hvarnæs) Sogne, Skíringssalr eller Skírissalr d. e. Þjódalíngs (Þjódalyngs, nu Tjøllings) Sogn (see nedenfor); Nesjar (á Nesinum og Nesino, nu Brunlaugnæset) d. e. Túnheims (Tanums) og Bergs Sogne, og endelig Kjósa (Tjose) Sogn. Det egentlige Vestfold havde i Middelalderen, foruden Staden Tønsberg, 48 Kirker (nu 43, Kirkerne i Stæderne ei medregnede). Indbyggerne kaldtes Vestfyldir. Navnet Østfold, som i den senere Tid findes brugt i Modsætning af Vestfold, er et i vor Historie aldeles uhjemlet Navn, cfr. Saml. t. d. Norske Folks Sprog &c. 2 Bind S. 104.

Skíringssalr (Skírissalr, Skírixsalr), som i Halogalændingen Ottars sidst i det 9de Aarhundrede af Kong Alfred i England nedskrevne Reise kaldes Sciringeshael og om hvis Beliggenhed saa mange af de lærdeste Oldgrandskere have været uenige og uvisse, og som man har villet søge i Baahuslehn, i Skaane, i Nærheden af Stockholm, ja endog i Preussen, uagtet baade Snorre, som ovenfor seet, of Forfatterne af «Søgubrot» og «Fagurskinna» udtrykkeligen henføre det til Vestfold — var, ifølge authentiske Documenter, lige ned i 15de Aarhundrede Navnet paa den Egn, som nu udgjør Tjølling Sogn i Laurvigs Fogderi. Man har troet, at ogsaa en Deel af det tilgrændsende Sandeherreds Præstegjæld (see Krafts N. B. II. 879) hørte til Skiringssal; men det forholder sig beviislig ikke saa. Skæreid (en Variant har Særeid, som maaskee er rigtigere) er formodentlig Eidet mellem Vigs-Fjorden og Sande-Fjorden. Den sydligste, imellem førstnævnte Fjord og Havet liggende, Deel af Skíringssalr, der nu er en Halvæ, har formodentlig høit op i Tiden, formedelst et smalt Sund imellem Gaardene Sjaurgaristra (nu Syrist) og Eid (Eidet), der forbandt Vigs- og Sande-Fjordene — været en Ø, som endnu i 14de Aarhundrede havde Navn af Þórsøy (Røde Bog). I Skíringssalr stod i den hedenske Tid Vikens fornemste Afguds-Tempel (Søgubrot), formodentlig der, hvor nu Thjølling (ford. Þjódalíng) Kirke staaer; her var en besøgt Havn og uden Tvivl Markeds- og Handelsplads ved Gaardene Kaupángr (d. e. Kjøbing eller Kjøbstad, hvilket Navn endnu afgiver et paalideligt Vidnesbyrd herom) ved Vigs-Fjorden, der sandsynligviis efterhaanden er bleven undertrykt ved Staden Túnsbergs (nu Tønsbergs) Fremvæxt og Templets Ødelæggelse ved Christendommens Indførelse. Bemeldte Stads Opkomst og Flor havde vel ogsaa til Følge, at Kongesædet forflyttedes fra Geirstad (see nedenfor) til Sæheim (senere Sem, nu Jarlsberg). Ved den nysnævnte Gaard Kaupang have vore Forfædre fundet en skjøn Havn for deres ikke meget dybtgaaende Skibe, med fortrinlig Anledning til at drage dem paa Land. Sammesteds sees et særdeles mærkeligt antqvarisk Feldt, opfyldt af en fast utallig Mængde Gravhøie — Stedets hedenske Begravelsesplads(?). I det Hele taget er denne Egn, de Gamles Skíringssalr, saa opfyldt af Minder fra Hedenold af alle Slags, at den vel fortjente en nøiere af Kyndighed ledet antiqvarisk Undersøgelse, end den, der hidindtil er bleven den til Deel.