Cap. 52. Hollt eller Holltar synes efter Contexten ikke ret vel at kunne søges i det sydligste Vestfold, da der gjøres Forskjel imellem Vestmarar og Vestfold, hvor Gaarden siges at have ligget (cfr. Fortællingen om Uppl. konnúngum Cap. 2). Det bliver dog endnu lige vanskeligt at bestemme hvilken Gaard her menes, da der af Navnet Holt findes flere, men hverken nogen betydelig eller i andre Henseender saaledes, at den paa nogen Maade kunde synes at egne sig til Kongesæde. Men derfor med flere af vore historiske Forfattere at antage den afsides, langt hen paa Agder liggende, Holt Præstegaard for den gamle Kongsgaard Hollt, vilde være den største Urimeligheed og at øve den aabenbare Vold paa vor Historie, der opstillet saa bestemte Grændser imellem Vestfold og Agder, af hvilke Navne det sidstnævnte efter Historien endog maa være det ældste. Vi fæste heller Opmærksomheden paa en omtrent en Miil i Sydvest for Tønsberg liggende Gaard, som nu heder Andholt, men i et Diplom fra 1427 kaldes Aderholt (Ádr-holt Ɔ: det tilforn værende eller fordums Holt?) en meget betydelig Gaard, den største i Skee Sogn (Skeidauga-hèrad), hvis Navn i det ringeste taler for Sandsynligheden af at det netop er dette Sted.
Cap. 53. Alfheimar kaldtes i den ældste Tid Landstrækningen imellem Raum-elfr (Glommen) og Gaut-elfr (Göta-Elven), og indbefattede altsaa nuværende Bahuus-Lehn, samt de østenfor Glommen og Søen Øyeren liggende Landskaber af Smaalehnenes- og Agershuus Amter (cfr. Saml. t. d. Norske Folks Sprog &c. II. 99—100).
Víngulmørk. Vore Historieskriveres Forklaringer over denne gamle Provinds ere vaklende, ubestemte og modsigende. Det heter i Almindelighed, at det indbefattede Borgesyssel eller nuværende Smaalehnenes Amt; men dette gjendrives allerede ved hvad man ovenfor har seet, at Álfheimar strakte sig lige til Glommen (Raumá). Da vi nu finde Álfheimar og Víngulmørk at være samtidige Navne, der betegne forskjellige Provindser, saa kan altsaa ifølge Ovenanførte den Strækning af Smaalehnene, som ligger østenfor Glommen, ei have henhørt til den sistnævnte Provinds, men til Alfheim. Historien viser, at Víngulmørk grændsede umiddelbar til Romerige og Vestfold. Det har altsaa ei alene indbefattet den i Vest for Glommen liggende Deel af Smaalehnene (cfr. Har. Haarf. S. C. 16), men ogsaa Folloug og Landstrækningen om den senere saakaldte Oslo-Fjord, eller Oslóar-hèrad (Agersherred), Bergheims-hèrad (Østre- og Vestre-Bærum), Skógheims-hèrad (Asker), Mýrahvarf (Røken) og Húdrimar (Hurum). Drammens-Fjord (ford. Drafn) har saaledes for en Deel dannet den meget naturlige Grændse mod Vestfold, og dernæst Lier- og Syllingdalens (ford. Lídir og Syllíngadalr eller Svillíngadalr) østlige Aasrand imod Nord indtil Ringerige. Snorre fortæller (i Har. Haarf. S. C. 2) at K. Harald først underlagde sig hele den nordre
